21 september 2026

Fest For Fyrede 22. OKTOBER PÅ FREDERIKSBERG RÅDHUS

Oprettet i PowerNews

Er du jobsøgende – og har du brug for ny energi, inspiration og konkrete værktøjer til din jobsøgning?

Så kom med til Fest For Fyrede – en inspirationsdag for jobsøgere arrangeret af Powerjobsøgerne og Jobindex i samarbejde med Frederiksberg Kommune.

Det er ikke en traditionel jobmesse, men en dag fyldt med inspiration, faglige input, fællesskab og nye perspektiver på din vej videre i arbejdslivet.

Vi forventer omkring 600 jobsøgere på Frederiksberg Rådhus.

Program

09.00-09.30

Velkomst og registrering

Kom i god tid, bliv registreret og tag dig en kop kaffe. Brug også tiden på at besøge virksomhedernes stande og møde andre jobsøgere.

09.30-09.45

Velkommen til Fest for Fyrede

v/ Lone Loklindt, viceborgmester på Frederiksberg

Lone Loklindt byder velkommen til Frederiksberg Rådhus og til en dag med inspiration, nye perspektiver og konkrete muligheder for dig, der er jobsøgende.

09.45-09.55

Dagens program

v/ Malene Gregaard Wilsly, beskæftigelseschef hos Jobindex og stifter af Powerjobsøgerne

Malene giver et kort overblik over dagens program og mulighederne for oplæg, virksomhedsbesøg, netværk og CV-sparring.

09.55-10.35

Pulsen på arbejdsmarkedet – hvor er vi på vej hen?

v/ Henrik Sønderup, rekrutteringsdirektør hos Jobindex

Få indsigt i de nyeste tendenser på arbejdsmarkedet. Hvilke brancher ansætter? Hvilke kompetencer efterspørges? Hvordan påvirker teknologi og AI virksomhedernes behov? Og hvordan ser fremtidens jobmuligheder ud?

Henrik giver et aktuelt billede af arbejdsmarkedet baseret på data og erfaringer fra Jobindex.

10.35-11.05

Kaffe og netværkspause

Brug pausen på at besøge virksomhedernes stande, møde potentielle arbejdsgivere, netværke med andre deltagere eller få sparring på dit CV.

11.05-11.45

Jobsøgerens tjekliste – 10 ting, du skal have styr på

v/ Malene Gregaard Wilsly, beskæftigelseschef hos Jobindex og stifter af Powerjobsøgerne

Hvordan holder du motivationen oppe? Hvordan skaber du struktur i hverdagen? Hvordan bliver du skarp på dine jobmål og værdier – og hvordan bliver du synlig over for virksomhederne?

Malene deler konkrete råd om blandt andet jobsøgningsglæde, jobmål, søgbare profiler, Jobagenter og digitale værktøjer, opkvalificering, det gode pitch, netværk, LinkedIn og forberedelse til jobsamtalen.

11.45-12.45

Frokost og netværk

Nyd frokosten og brug tiden på at besøge virksomhedernes stande, skabe nye kontakter og tale med de øvrige deltagere.

12.45-13.45

AI i jobsøgningen – når AI skal gøre dig bedre, ikke søge jobbet for dig

v/ Anders Bæk, AI-ekspert og foredragsholder

AI er i fuld gang med at forandre måden, vi søger job på. Men hvad betyder det for den traditionelle ansøgning – og hvad kommer der i stedet?

Anders Bæk stiller skarpt på hvordan AI-genererede ansøgninger udfordrer den klassiske jobsøgning, hvorfor ansøgningen måske er på vej til at blive ”yt”, og hvad udviklingen betyder for dig som jobsøger.

Du får samtidig konkrete perspektiver på, hvordan AI kan bruges som sparringspartner til blandt andet CV, research, kompetenceafklaring, LinkedIn, netværk og forberedelse til jobsamtalen.

For hvornår gør AI dig faktisk bedre til at søge job – og hvornår overtager teknologien så meget, at din egen stemme og personlighed forsvinder?

Et oplæg om fremtidens jobsøgning og om at bruge AI til at styrke dig som jobsøger – ikke til at søge jobbet for dig.

13.45-14.10

Kaffe, kage og netværk

Tag en kop kaffe og et stykke kage, fortsæt dagens samtaler og besøg virksomhedernes stande. Der er også mulighed for CV-sparring.

14.10-15.10

HR-panel – spørg dem, der ansætter

Dagen rundes af med et panel af HR- og rekrutteringsfolk. Her kan du stille dine spørgsmål om CV, ansøgninger, AI, jobsamtaler, rekruttering – og alt det, der foregår på den anden side af rekrutteringsbordet.

15.10-15.30

Lodtrækning og afslutning

Vi trækker dagens vinder(e), samler op på dagen og siger tak for i dag.

  

CV-SPARRING

Du får 20 minutters individuel CV-sparring. Medbring dit CV på papir eller på din egen computer.

CV-vejlederen hjælper dig med at finde 1–2 konkrete ting, som du kan arbejde videre med. Overvej derfor gerne på forhånd, hvad du især ønsker feedback på. Det kan f.eks. være:

  • Om din profiltekst er kort, personlig og relevant
  • Om din erfaring og dine resultater står tydeligt frem
  • Om dine vigtigste kompetencer er konkrete og underbygget med eksempler
  • Om dit CV er målrettet den type job, du søger
  • Om CV’ets opbygning, sprog og visuelle udtryk fungerer
  • Hvilke styrker dit CV allerede har, og hvad dit næste skridt bør være

Har du et konkret jobopslag, som du gerne vil målrette dit CV imod, må du også gerne medbringe det.

Tilmelding til CV-sparringen foregår på selve dagen. Kig efter bordene med tilmelding, når du ankommer.
Der er et begrænset antal tider, som fordeles efter først til mølle-princippet.

Praktisk information:

Dato og tid:
Torsdag den 22. oktober 2026
kl. 9.00–15.30

Sted:
Frederiksberg Rådhus
Smallegade 1
2000 Frederiksberg

Tilmelding:
Tilmeld 
Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig.